mandag den 1. april 2013

Påskens skærmydsler

Påsken går på hæld og sluttede med dejlig træning af Merlot og M´erne i Frederikshåb plantage
(se indlæg om dette )

Det har været en "hård" påske, med masser af flytten rundt, og sætten i stand, men der har da også været tid til at hygge lidt og nyde solen da den kom og hygge med Sarah. Kasper har vi set meget kort ind og ud, vennerne er vist mere interessante at være sammen med end os og Basse og Mikkel har været hos deres mødre.

De 3 dage før påske gik med at male køkkenet, sætte skab op i soveværelset og få tømt alle flyttekasserne med tøj og indrette skabene. Skrive lidt på min eksamens opgave og hyggebesøg af min gamle kollega Heidi fra dagplejen.

Køkkenet var et ret stor projekt som vi har undgået at gøre noget ved de sidste par år, selv om det trængte, men da Merlot valgte at spise lidt af væggen og panelet da han var alene i en halv times tid, så var der ingen vej uden om
 
Nu står køkkenet skinnende hvidt, malet i glans 25 så det er nemt at tørre af.. Panelerne er slebet og malet og køkkenet er vasket fint af. Så er der da godt gammeldags forårsrengjort også.

Torsdag var vi flyttemænd for Sanne og Michael og imens vi flyttede passede Sarah hundene. Hun sov dog lige længe nok syntes Merlot så endnu et panel i bryggerset blev spist - KØTER - Herefter blev beslutningen at vi hellere måtte finde buret frem, så han kan være i det når han skal være alene hjemme.

Det betød omrokering i bryggerset om fredagen, så vores store kummefryser blev tømt, afrimede og flyttet ud i garagen, hvor der så også lige skulle ryddes op og flyttes rundt på sagerne før fryserens indflytning.

Jo da, man holder sig beskæftiget med hunde i huset på både den ene og den anden måde :-)

Lørdagen gik med opgaveskrivning for mit vedkommende og Ove hjalp Sarah i gang med hendes handy women projekt, samt afslapning, en hygge gåtur med hundene, en times tid i dejlig sol på terrassen og en dejlig middag med Pulled Pork efter Helles gode opskrift samt en god DVD om aftenen - DET var tiltrængt :-)

Søndag var ren hygge, hvor vi sov længe, kørte i dyrehaven og gik en lang tur med alle 3 hunde og så efter kastestænger, dog uden held desværre. Om aftenen skulle jeg til tøse hygge hos Helle, sammen med Lise og Majbrit. IHH hvor var det bare skønt, sjovt og hyggeligt ! vi spiste den lækreste 3 retters menu, så De urørlige, snakkede, grinede, hyggede til kl 2.30 om natten.

Måske jeg var lidt klatøjet da væggeuret ringede kl 7 så jeg kunne komme op og til Brown Hunt træning mandag morgen, men med dejlig træning i vente og solen højt på himlen allerede så sprang jeg nærmes ud af den varme dyne.

Helle er leverandør i meget forskelligt udstyr man lige kan låne og jeg fik lånt et KÆMPEBUR til Merlot og en hvalpe kravlegår. Så da jeg kom hjem fra træning blev der lige ommøbleret en gang til i bryggerset og nu står Merlots nye "værelse" klar, parat og bidesikret til han skal til at være alene hjemme igen, hvis han da ellers kan få lov at bruge sit fine bur da Chivas har indtaget det som hans eget lille hotelværelse





Det var så den påske, og hverdagen melder lige straks sin ankomst. Ove glæder sig ligefrem, fordi det vist er knap så hårdt at gå på arbejde da hans chef ikke er så streng til at sætte ham i sving som jeg er :-)
Min opgave venter, så jeg kan se frem til MANGE timer foran computeren og bøgerne.

Mon ikke jeg kan have gavn af lidt lufteture med hundene indimellem,da især hvis solen skinner - eller er jeg allerede ude i overspingshandlinger nu ??

 






1 kommentar:

  1. Altid til tjeneste med Helles Hundetingsservice :-)

    Pas nu på med de der overspringshandlinger. Det er bedre at få det overstået, og I plejer jo at være gode til at få tingene gjort!

    SvarSlet